onsdag den 16. juni 2010

Så kom der billeder

Så kom der billeder fra både lydighedsprøver og agility klubmesterskab. Billedet fra lydighedsprøven d. 12. juni ved jeg ikke, hvem der tog, alle billeder fra agility klubmesterskabet d. 13. juni er taget af Michael Varding-Hasse.


Lineføring til lydighedsprøven - i strid blæst.



Banegennemgang agilitybane.

Der er mange forhindringer at holde styr på...

Tænk på det bedste du ved...


... straks så flyver du afsted.

Ret så irriterende de andre også skal på banen, ville gerne have den helt for mig selv ;-)


Banegennemgang springbane. Det hjælper på forståelsen at gå ned i hundehøjde.



Pluto som fotomodel i en pause.

Slalom.

Tunnel.

Spring.

Som det fremgår af en af billedteksterne, var Pluto fotomodel i en pause, og han kan nu ses som forside hund på www.amagerlands.dk

tirsdag den 15. juni 2010

Hunde-update efter en week-end der gik helt i hundene

Lørdag d. 12. juni skulle Plutos træning igen stå sin prøve ved Amagerlands årlige lydighedsprøve. Indrømmet, forventningerne var ikke store, målet var faktisk bare at bestå. Det gjorde vi så ikke, så nu satser jeg på, at 3. gang bliver lykkens gang.

Med dødsfald, rydning af hus, 1.000.000 tanker og overvejelser, nyt arbejdsområde på jobbet, 1 stk. bortløben hund, lederskabstræning og alt det andet livet har budt på med 200 km/t siden 1. marts, var mine forventninger som sagt ikke store. Hele foråret har været noget rod både mentalt og i praksis, og vi har ikke fået trænet ret meget. Efter Plutos 32 timers springtur i april var 1. prioritet ift. ham, at han ikke måtte stikke af, dvs. lydighed og agility kom i 2. række. Det brugte vi så maj måned på, og det har bestemt givet pote (hø-hø ;-) ). Jeg har fået en langt lydigere hund, der ganske vist ind imellem går sine egne veje, men imodsætning til tidligere er opmærksom på, hvor jeg er henne, og kommer efter en 4-6 kald. På de gode dage undlader han helt at stikke af, men bliver og er opmærksom, og i tilgift er han også blivet meget mere rolig derhjemme. Dejligt, dejligt :-)

Lørdag og torsdag op til d. 12. var vi til træning, og det gik super godt, faktisk var fælles dæk den eneste øvelse, som Pluto ikke gennemførte (han rejser sig for hurtigt), men det er heller ikke nemt at være hund - nu har vi trænet kontakt og indkald til hudløshed i næsten to måneder, og så skal man lige pludselig blive liggende, når føreren går sin vej???
Så jeg var ret fortrøstningsfuld, da vi tog afsted lørdag morgen. Målet var at bestå, og at Pluto ikke stak af, og det skulle være opnåeligt også med et rundt 0 i fælles dæk.

Sådan gik det desværre bare ikke. Pluto var lidt af en krudtugle, og selv om han gennemførte alle øvelser rigtig flot, fik vi ikke kun nul i fælles dæk, men også i indkald og spring, fordi han løb udenfor ringen, inden han kom hen og satte sig på på plads. Nullet i fælles dæk havde jeg forventet, men jeg ærgrer mig over, at vi missede spring og indkald, fordi han var en tur på den gale side af plastikbåndet. Var han bare blevet inde, havde vi fået de sølle 20, 5 point, vi manglede for at bestå - øv, øv.
Sammenlignet med sidste år gik det faktisk 4,5 point dårligere, men jeg synes, præstationen var bedre i år, fordi vi var tæt på max point i alle andre øvelser. Sidste år var der flere øvelser, vi kun fik halvdelen af pointene i, fordi Pluto var for usikker, mens han i år var sikker i det hele, men fjollede i to øvelser.

Men sådan er livet, og vi må bare på den igen næste år. Som altid var det en hyggelig dag med kaffe, kage, pølser, øl, sodavand og hyggelige mennesker ad lib.

Søndag var der klubmesterskab og afslutning i agility, og da det var alle mod alle (nybegyndere, let øvede, øvede og seniorer blandet), var ambitionen bare at få en hyggelig eftermiddag, og det fik vi. Vi skulle løbe to baner, og det gik nogenlunde. 1. gennemløb gik ok, bortset fra at Pluto pludselig ikke ville over A-brættet. 2. gennemløb valgte han at forlade, fordi der lige var en fremmed hund, der skulle siges dav til. Tjah...
Men han kom da tilbage efter lidt kalden (og råben og piften fra de andre), og vi gennemførte banen, selv om vi var ude af konkurrencen efter Plutos exit.

Forhåbenligt kommer der snart nogle billeder fra begge arrangementer.


Nu er der så sommerferie fra træning, sådan da, vi nupper lige 4 gange for-sjov rallylydighed, og så skal der ellers arbejdes videre med indkaldet. Derudover tror jeg, vi skal finde på noget helt andet at træne, så især jeg ikke går kold på lydigheden (som den lille møghund jo godt kan, når han vil), og jeg har tænkt lidt på noget sportræning. Tiden vil vise, hvor langt vi når, der kommer også en flytning på et tidspunkt, så planerne skal ikke være mere faste end som så.