Tivoli

Søndag eftermiddag var jeg i Tivoli med min kusine Eva på 7 år. Jeg havde inviteret hende og hendes storebror Erik på 10 år i Tivoli til koncerten Peter og Ulven, men det var kun Eva, der ville med.

I veteranbilerne.

Sporvognen.

Koncerten var kl. 15, så vi havde et par timer til at gå rundt i Tivoli. Eva prøvede veteranbilerne alene, og så var vi sammen i ballongyngen og kørte en tur med sporvognen.

I ballongyngen.

Hun hyggede sig gevaldigt, og det gjorde jeg også. Tivoli er magisk og noget helt særligt, uanset hvor gammel man er :-)


Vi nåede også at spise en is, inden vi kl. 15 sad i koncertsalen, og hørte Simon Kvam læse eventyret om Peter og Ulven, mens Tivolis Symfoniorkester spillede til. Eva var dybt koncentreret, og syntes det var rigtig sjovt, at man kunne høre på musikken, hvordan historien udviklede sig.

Tivoli Garden.

Efter 40 min. i koncertsalen kom vi ud, netop som Tivoli Garden trak op, så dem nåede vi også at se, og jeg fik taget et par rigtige turistbilleder. Alt i alt en dejlig eftermiddag.

Prinsessen på 7 år udbad sig naturligvis et billede af den "ægte" prinsesse og hendes karet ;-)

Back on track...

Sådan en sommerferie går hurtigt. Alt for hurtigt faktisk :-/
Da jeg kom hjem fra Bonn, havde jeg stadig en uges ferie, som skulle bruges på at slappe af og drive hjemme. Og det blev den! I en grad så jeg ikke helt forstår, hvor dagene blev af. Jeg havde een regnvejrsdag i min ferie, alle de andre dage stod den på sol og varme, og jeg nød en uge med læsning, små sysler hjemme, strandture og afslapning.

Sidste mandag kom jeg så tilbage på arbejde, og hu-hej, hvor dagene så gik. Der var fuldt program fra dag 1. Udover arbejde skulle jeg:

• mandag til hundetræning (jubii!!! Pluto kom alle tre gange, vi trænede indkald)
• tirsdag til Madonna-koncert (det var et fedt show, uanset hvad anmelderne sagde)
• onsdag til første orkesterprøve i sæsonen (hyggeligt at se hinanden igen, men av for pokker mine læber)
• torsdag til hundetræning igen (og endnu en gang havde jeg held til at få Pluto til at høre efter, når jeg kaldte)
• fredag - ingen verdens ting, det var tiltrængt.

Og så var det pludselig week-end. Men så er sæsonen ligesom også kommet i gang igen - pyha... Heldigvis har jeg kun knap 14 dage, før 2. halvdel af sommerferien starter :o)

Denne uge startede jeg med første dag på mit lederkursus, det tegner til at blive super fedt, og resten af ugen er lidt mere stille og rolig.

Bonn - Le Grand Finale

I Turen Går Til Midttyskland havde jeg læst om et museum i Bonn, som jeg gerne ville se. Museet hed Haus der Geschichte der Bundesrepublik Deutschland, altså museet om Bundesrepublikkens historie. Cecilie, der læser historie, ville gerne med, så vi tog en bus fra centrum ud til det tidligere regeringskvarter, som nu huser FN, Telekom og en del museer.

Museet var meget, meget spændende, og formåede at gøre historien både interessant og vedkommende, samtidig med at den mere dunkle del af Tysklands historie blev formidlet på en sober måde. I det hele taget var der lagt stor vægt på formidlingen, så bortset fra at der kun var skilte på tysk, var det en fantastisk oplevelse.

Historien om Bundesrepublikken startede med kapitulationen i maj 1945 og fortalte om det kaos, der herskede umiddelbart efter. Proppede kartoteksæsker fra eftersøgningstjenesten, hvor familier prøvede at finde hinanden, fortællinger om krigsfanger og jøder, og forskellige effekter fra dagliglivet, eller måske nærmere det dagligliv man prøvede at opretholde, i ruinerne. Videre fortalte udstilingen om blokaden af Berlin, hvor man gik igennem skroget af et af de fly, der nedkastede forsyninger, og på denne måde markerede et tidsskifte. Et fint trick.

Resten af udstillingen handlede i højere grad om politik og dagligliv, og især mht. det politiske kom mit tyske på lidt af en prøve. Selv om jeg læser tysk bedre, end jeg taler det, så haltede det lidt med forståelsen, så hvis jeg kommer forbi en anden gang, vil jeg helt sikkert låne en guide på engelsk.

Udstillingen var i høj grad sammensat af små dele, f.eks. et valg i 50'erne, videre til en lille del om, hvordan man opbyggede en ny hær i skyggen af den gamle. Hvordan man blev underholdt, gik i biografen osv. Undervejs passerede man så en bil, forskellige effekter fra den tyske industri, der voksede op, historien om den tyske deltagelse i OL, og på den måde blev det til et interessant billede af den tyske historie.

Det hele var selvsagt opbygget kronologisk, og forståelsen blev hjulpet på vej af information om den aktuelle politiske situation, krydret med historien om, hvordan det gik i øst på samme tidspunkt. På et tidspunkt (jeg kan ikke huske årstallet) åbnede man for, at vest- og østtyskere kunne besøge hinanden, og til at illustrere denne proces hvade man opstillet en af de bokse, man skulle igennem for at kommer forbi pas/Ausweis-kontrol. Sjovt nok en tro kopi af de bokse, man går igennem, når man rejser ind og ud af Cuba. Gad vide, hvor cubanerne har hentet dem... ;-)

Et vigtigt element i historien var naturligvis genforeningen af Tyskland, og Cecilie og jeg talte om, at det især var genkendeligt for os. Selv om vi ikke var så gamle i 1989, så var det så markant en begivenhed, at vi i dag 20 år senere, tydeligt kan huske tv-klippene og avisbillederne.

Til slut var en hjørne tilegnet filmen Schindlers Liste, og det som tysker at skulle forholde sig til historien, samt lidt om indvandring og det at være tysker i dag. Udstillingen fortalte om 60 års historie og sluttede med valgplakater fra valget i 2005, hvor Angela Merkel var på valg. Og det må være et hårdt job at være forbundskansler - selv om billedet på valgplakaten helt sikkert er billedbehandlet, er Angela Merkel kommet til at se langt ældre ud, end de kun 4 år der er gået.

Foruden den faste udstilling var en særudstilling om "billeder i hovedet". Udstillingen handlede om de billeder, vi alle har set og kan genkalde i hovedet, f.eks. billedet af soldaten der springer over pigtråden ved delingen af Berlin. Her viste man foruden selve billederne, hvor de ellers var blevet brugt, på valgplakater, i satiretegninger osv. Også denne udstilling var meget spændende, men vi måtte erkende, at vores fødder og ikke mindst hoveder efter 3½ time var mættet.

Museet er klart anbefalelsesværdigt, hvis man kommer på de kanter, og kommer jeg til Bonn en anden gang, vil jeg helt sikkert tage derud igen. http://www.hdg.de/

Eftermiddagen brugte jeg på at tusse rundt i Bonns gader, og kunne endnu en gang konstatere, at 1) Bonn ikke er ret stor, og 2) at tysk tøj og sko bare ikke er min stil. Jeg fik taget et par turist-billeder, inden jeg satte mig på Starbucks med en kop kaffe og skriveriet af de sidste postkort.

Bonns gamle rådhus. Desværre var der sat en scene op foran, så det var svært at få et godt billede.

Domkirken i Bonn.

Det gamle kurfyrsteslot med rådhustrappen i forgrunden.

Disse postkort skulle naturligvis sendes, det er ligesom idéen med postkort, men de par steder jeg spurgte efter frimærker, blev jeg henvist til posthuset - almindeligt dødelige må åbenbart ikke sælge frimærker. Ordnung muss sein!

Ligesom i Danmark er posthuset også en slags bank, og der var alen lang kø her på månedens sidste dag, men jeg spottede en kasse for frimærker og filatelist-produktukter, som var lidt kortere end de øvrige. Fint, tænkte jeg, jeg skal jo kun have tre frimærker, så det kan vel ikke tage så lang tid. Om igen...

Her var nemlig tale om ægte tysk grundighed. Først udvalgte man sine frimærker ved at kigge i montren og pege "3 af dem, 2 af dem, 5 af dem osv.", mens man småsludrede med den nydelige, meget korrekte ekspedient. Med guldindfattede briller og slips! Hvornår har man sidst set nogen med slips i det danske postvæsen?

Herefter satte post-Schmidt frimærkerne på brevene og HÅND-stemplede dem, inden han lagde dem i en bakke til afsendelse. Så skulle der tastes ind på computeren og betales, og småsnakkes lidt mere, og så var det næste kundes tur. Behøver jeg skrive, at det tog sin tid??? Til gengæld har tre af modtagerne af mine postkort fået håndstemplede kort.

Post Danmark er ikke min ven, tværtimod, men det er unægteligt lidt mere effektivt, i hvert fald indtil de har smidt ens breve og pakker væk. Med den entusiasme tyskerne lægger i at købe frimærker, overvejer jeg, om de i det hele taget har opdaget email ;-)

Statuen af Beethoven står på torvet foran posthuset. Det er nu ikke pga. mine oplevelser på posthuset, billedet er taget.

Tilbage hos Cecilie og Kristian pakkede jeg min taske, inden vi spiste og sad og sludrede lidt. Jeg skulle egentlig først have været med et tog kl. 21.30, men da jeg til sidst sad og kiggede på mit ur hvert andet øjeblik for at være sikker på ikke at misse det, besluttede jeg mig til, at jeg ligeså godt kunne tage næste tog, så jeg var "afsted". Cecilie og Kristian fulgte mig til toget, og på banegården i Köln slog jeg tiden ihjel med en kop kaffe og min bog, indtil toget gik kl. 22.28.

Sovevognsturen hjem var ligeså varm som udturen, så jeg var glad, da kom hjem til min egen seng og ikke mindst åbne vinduer.

Bonn - del tre

Vejrudsigten for torsdag havde meldt regn hele dagen, så jeg havde medbragt både paraply og jakke. Det skulle vise sig at være en god investering, det sikrede mig nemlig tørvejr og sol på hele ferien.

Cecilie og jeg havde talt om at køre en tur i omegnen omkring Bonn, og eftersom vejret ikke så for godt ud torsdag, lagde vi turen denne dag, da det ikke ville gøre så meget, hvis vi skulle køre i regnvejr. Regnen kom imidlertid om natten, så selv om det var lidt køligere end de foregående dage, var det fint solskinsvejr, da vi trillede ud af Bonn.

Bonn må, så vidt jeg kunne se, ligge lige på grænsen til bjergene, for kiggede eller kørte man mod nord og vest, var der fladt og landskab som i Danmark, mens der mod syd og øst var de typiske bløde bjerge, som man ser i Rhinlandet. Det første stykke af vores tur gik gennem almindeligt landbrugsland og en lidt større by, inden vi kørte ind i naturområdet Eiffel, som var målet for vores tur. Første stop gjorde vi ved Ordensburg Vogelsang, som er et af de største, bevarede levn fra Nazi-tiden http://en.wikipedia.org/wiki/Ordensburg_Vogelsang

Udsigten fra Vogelsang, "Nationens" fremtidige ledere boede i hvert fald kønt.

Stedet var oprindelig bygget som uddannelsescenter for "Nationens" fremtidige ledere, og at dømme efter størrelsen skulle der uddannes ledere nok til at overtage hele verden...

Anlægget var kæmpestort og meget germansk. Alle bygningerne var tomme, og vi kunne på nogle skilte læse, at anlægget fra 1945 til 2006 (altså i over 60 år!!!) havde været brugt af den belgiske hær. Men selv om man kun kunne se ind af vinduer og gå forbi bygningerne, fik man et fint indtryk af, hvilket storhedsvanvid, der lå bag.
Cecilie og jeg gik og talte om, at det ville være svært at bruge anlægget til andet end museum, og mit gæt var, at en fond med tiden ville skyde penge i et museum for oplysning om Nazi-tiden. Jeg gættede rigtigt, fandt vi ud af, da vi kom til en åben bygning med et "visitors center". Der havde faktisk allerede været afholdt arkitektkonkurrence, og i løbet af et par år vil bygningerne være åbne for offentligheden, dels som museum og dels til brug for information om naturområde Eiffel.

Ordensburg Vogelsang.

Fra Vogelsang kørte vi videre gennem de førnævnte bløde bjerge og nød den smukke natur omkring Rursee, hvorefter vi kom til Woffelsbach, som lå nede ved selve søen og emmede af tysk idyl. Vi var efterhånden blevet småsultne, og besluttede at finde et sted og spise frokost i Woffelsbach. Det viste sig dog at valget stod mellem to spisesteder, som udefra lignede hinanden til forveksling. Vi gik ind på det ene og blev præsenteret for et menukort med alt fra græsk gyros over spaghetti til "Schnitzel mit pommes". At dømme efter den kraftige lugt af stegeos, blev vi enige om, at vi, for at undgå stor skuffelse over det internationale køkken, skulle holde os til det klassiske tyske køkken, da det formentlig var det, de var bedst til. Det blev derfor til to gange schnitzel med tilhørende pomfritter, og sørme også en lille skål salat. Kødet var udemærket, og der var rigeligt med mad, men det var nu også en lidt tung omgang.

Udsigt over Rursee.

Oven på frokosten kørte vi videre gennem Eiffel til Abteil Mariawald, som var et lille kloster med tilhørende kirke og bedesti (eller hvad man nu kalder sådan noget). Klostret lå meget smukt, og vi holdt en pause, hvor vi så kirken, gik lidt rundt og spiste vores medbragte jordbær, inden vi kørte tilbage mod Bonn.

Abteil Mariawald.

Vores køretur tog lidt over fire timer, og vi fik set en masse af landskabet og nogle sjove attraktioner undervejs, som man ellers ikke ville komme forbi. Tilbage i Bonn satte jeg mig ud på mit værtspars dejlige terrasse med min bog, og da det blev aftensmadstid, var Cecilie og jeg stadig så mætte af Schnitzel mit pommes, at vi "nøjedes" med en rugbrød med pålæg og lidt salat. Kristian fandt sig pænt i, at der ikke kom varm mad på bordet ;-)

Bonn - Abscnitt zwei

Min anden dag i Bonn startede med en løbetur langs Rhinen. Som sagt lå Cecilie og Kristians lejlighed 5 minutters gang fra Rhinen, og Rhin-promenaden var da også ganske traffikeret af løbere. Mine løbesko har efterhånden været med mig på indtil flere ferier. Det er muligvis lidt nørdet at slæbe dem med, men bortset fra vægten i kufferten synes jeg, det er dejligt at få løbet en tur, selv om jeg er på ferie, og så giver det nogle oplevelser, man ellers ikke ville få. F.eks. Rhinen i morgenlys, med bjerge i baggrunden og flade pramme der sejler forbi - en dejlig start på dagen :-)

Efter morgenmaden tog jeg på egen hånd til Köln, uden så mange andre planer end at se domkirken. På trods af mit sparsomme tyske lykkedes det at købe en togbillet i automaten, og efter ½ times togtur var jeg i Köln, hvor den gigantiske domkirke ligger lige ved banegården (i Köln er der lidt mere belæg for at tale om en banegård).

Domkirken i Köln.

Kölns domkirke er enorm! En kæmpe klods af en kirke, som man var mere end 600 år om at bygge, og som til forveksling ligner Nidaros i Trondheim, Westminster Abbey i London og Notré Dame i Paris. Og som i lignende store kirker, er den mere en turistattraktion, end en kirke. Horder af turister med kameraer, japanere i flok med solhatte osv. myldrede rundt. Kirken var meget imponerende, og havde en mange smukke glasmosaikker af både ældre og nyere dato, som sollyset stod smukt ind af.

Kirkerummet.

En af glasmosaikkerne.

Et lille sidekapel.

Efter at have set kirken spiste jeg frokost, og brugte eftermiddagen på at shoppe rundt i byen. Köln har et stort romersk-germansk museum lige ved domkirken, men oldtids-dimser interesserer mig mildest talt ikke, og deres museum for brugskunst, som jeg gerne ville se, var lukket pga. ombygning. Så var der beskrevet en rute i guidebogen, forbi 12 romanske kirker, men nej... SÅ interesseret er jeg heller ikke i romanske kirker ;-)

Jeg brugte i stedet tiden i div. butikker på Kölns gågade, men det må siges at være skuffelse. Butikker var der nok af, og grimt tøj og sko var der endnu mere af. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, der gør det eksakt grimt, men den bedste beskrivelse er nok, at det enten er enormt damet og nobelt til rigtige "damer", eller også lidt for 80'er-agtigt - for farvet, for blankt, for... I hvert fald ikke min smag. Og så var der ikke meget variation i butiksmassen - på mindre end ½ km kunne man møde den samme kædeforretning 2-3-4 gange.

At det eneste tyske tøjmærke, vi kender i Danmark (altså bortset fra Lagerfeld og Hugo Boss og den slags), er Esprit, er nok ikke så underligt. De laver på trods af det tyske ejerskab pænt og velsiddende tøj af god kvalitet, og min shoppetur endte da også med et par shorts fra Esprit, som jeg ligeså godt kunne have fundet i København. Dertil kom en neglelak, og så gav jeg op overfor varmen, en 28-29 gr. og solskin, og fandt en icelatte hos Starbucks, som jeg drak, mens jeg skrev et par postkort hjem.


Tilbage i Bonn spiste jeg aftensmad hos Cecilie og Kristian, og nu hvor temperaturen var mere udholdelig, kunne vi drikke aftente på deres dejlige, men sydvendte terrasse.

Bonn - part one

Første del af min sommerferie gik til Bonn i Tyskland, hvor min veninde Cecilie har bosat sig, da hendes mand Kristian har fået arbejde hos FN. Umiddelbart var Bonn eller for den sags skyld Tyskland ikke et rejsemål, jeg sådan havde på drømmeferieønskelisten, men da nu lejlighed bød sig, tænkte jeg, at det kunne være en fin mulighed for dels at besøge Cecilie og Kristian, og dels for at se noget jeg ellers ikke ville have set.

Man kan ikke flyve direkte fra København til Bonn, og da det generelt er noget bøvl at flyve (en masse ventetid og security-halløj) og især er noget bøvl at skulle mellemlande, havde jeg besluttet at tage toget. Det blev så til et nattog, da det dels gik næsten direkte og dels gav mig en hel dag i begge ender af ferien. Så lidt over kl. 18 mandag ankom jeg til Københavns Hovedbanegård, hvor jeg vekslede penge hos Forex og købte en sandwich til aftensmad, inden jeg begav mig ud ad perronen til min sovevogn.

Det viste sig, jeg skulle dele kupé med en skotsk pige, der kom fra Stockholm og skulle hjem til Skotland med tog via København og Amsterdam. Hun "didn't like flying", så hun tog altid toget. Hm... "afraid of flying" er vist mere sandsynligt, hvis man tager toget SÅ langt. Men hun var vældig flink, og vi småsnakkede lidt, inden toget afgik kl. 18.53, hvorefter hun begav sig mod bistrovognen, mens jeg guffede sandwich.

Jeg var ikke klar over, der var bistrovogn med toget, og ej heller at der blev udleveret kildevand i lange baner, samt serveret morgenmad på sengen, så jeg havde rigeligt med forsyninger i tasken. Sovevognskonduktøren kom og spurgte, hvornår jeg ville vækkes, og om jeg ønskede te eller kaffe til morgenmaden, og med udsigt til en rigtig seng med dyne og pude, var det en meget positiv oplevelse.

Jeg har rejst med nattog i Norge og Sverige, hvor standarden er meget høj, og nattoget sydpå var bestemt ligeså godt. Eneste minusser var, at sengen var redt ved afgang, så man måtte sidde på sin seng det første stykke, og så at der var ca. 100 gr. i kupéen, fordi der af uransagelige årsager var varme på. Det første var til at leve med, det sidste medførte, at jeg sov elendigt. Det skal ikke undre mig, hvis der så ikke er varme på om vinteren... ;-)

Udover den ulidelige varme, sover man måske ikke vildt godt i et tog, men man kan bevæge sig, ligge udstrakt og få hvilet i modsætning til i en flyver. Dertil er det billigt, så det er bestemt ikke sidste gang, jeg begiver mig med nattog ud i Europa.

Vel ankommet til Köln kl. 6 næste morgen tjekkede jeg afgangstavlen og fandt et regionaltog til Bonn, hvor Cecilie hentede mig på banegården. Jo, jo, den tidligere forbundshovedstad har naturligvis en banegård, selv om den ikke er ret stor.

Der var ca. 5 minutters gang til deres lejlighed (og, skulle det vise sig, til alt andet i byen), hvor Kristian ventede med morgenmad. Efter morgenmaden tog Kristian på arbejde, og jeg fik forevist lejligheden og taget et bad, inden Cecilie viste byen frem.

Bonn må, da den var hovedstad i Tyskland, have været en af verdens mindste hovedstæder, for det er ikke nogen stor by. Fra Cecilie og Kristians lejlighed var der ca. 5 minutters gang til centrum, til banegården, til Rhinen osv. Indbyggermæssigt svarer Bonn nogenlunde til Århus, men geografisk tror jeg, den er lidt mindre. Det var i hvert fald lige meget, hvilken retning man gik, så gik der ikke længe, før man var tilbage, hvor man var for lidt siden, eller også havde man været der tidligere. Til gengæld er det en meget hyggelig by, og imodsætning til mange andre tyske byer har den ikke lidt stor skade under krigen, så der er stadig gamle huse, kirker, en rest bymur og et gammelt kurfyrsteslot.

Domkirken set fra klostergården.

Cecilies og min gåtur tog ca. 4 timer og bragte os ned til Rhinen, forbi kurfyrsteslottet, rundt i centrum og til botanisk have, og vi brugte også en times tid på at spise frokost. Så nej, ikke nogen stor by.

Et palæ i botanisk have.

Fra botanisk have.

Hjemme igen begyndte nattens manglende søvn at indhente mig, så jeg tog lige en halv time på langs (som vist blev til en time), og følte mig nærmest jetlag'et, da jeg stod op. Tænk, at man kan få jetlag af at køre med sovevogn. Efter at være blevet vækket til live igen af en dejlig kop te (Cecilie har heldigvis ligeså stort "mis"brug af te som jeg), spiste vi aftensmad, og så begav vi os til Beethovenhaus, hvor vi skulle til koncert.


Beethoven er født i Bonn, og derfor har byen selvfølgelig et Beethovenhaus med en lille koncertsal. I det hele taget kunne jeg forstå på Cecilie og Kristian, at Bonn på trods af dens størrelse har alt, hvad en hovedstad skal have af teater, koncerter, opera, museer, butikker osv.


Det var måske lidt ambitiøst at skulle ud samme aften, som jeg ankom, men det var den eneste koncert, der var, mens jeg var i byen, og jeg ville ikke gå glip af at høre bl.a. Beethoven i hans egen hjemby.
Koncerten var en skøn oplevelse, en lille og lidt dramatisk udseende pianistinde, der spillede fantastisk, og en sal med en virkelig god akustik. På programmet var Beethovens klaversonate i f-mol, samt mindre stykker af Chopin, Ravel, Felix Mendelssohn Bartholdy og en moderne komponist ved navn Tzvi Avni.


Vejret havde været fantatisk, og det var i en skøn sommeraften med lun luft og blødt mørke, vi gik hjem (igen 5 minutters gang).

En smuk blomst i Bonns botaniske have.