Moster Nete, der rent faktisk ikke er min men min fars moster, døde d. 16. september. Selv om hun blev 88 år, er det rigtigt trist, for hun var et helt fantastisk menneske og efterlader sig et stort tomrum.
Nete havde frabedt sig blomster ifm. bisættelsen, men eftersom hun altid fik en havebuket med hjem, når hun besøgte os, syntes jeg, hun skulle have en sidste havebuket. En på flere måder sidste havebuket, idet jeg - hvis alt går efter planen - ikke længere har have, når blomsterne igen kommer frem til foråret.
Buketten blev stykket sammen af, hvad der kunne findes i haven en grå septemberdag, og selvom jeg ikke er så god til at lave buketter, som min mor var, synes jeg, resultatet blev hæderligt.

