Lørdag var dagen, hvor Pluto og jeg skulle til klasse 1 prøve.
Da jeg af erfaring ved, at Pluto arbejder bedst, når han er lidt træt, startede vi dagen med en løbetur, inden vi tog ud til fritløbsområdet på Astridsvej, hvor et par stykker fra vores hold mødes med hundene hver lørdag formiddag. Pluto fik leget med de andre hunde og også jagtet et par fugle (man er jo ikke hyrdehund for ingenting), så jeg var ret sikker på, at han var "krudtet af", da vi halvanden time senere kørte mod træningspladsen. Det skulle desværre vise sig ikke at være tilfældet...
Klar til lineføring, vi mangler bare, at Pluto sætter sig.
Tre gange undervejs i prøven valgte Pluto at spurte ud af ringen, hvor der liiige var noget, der var mere spændende. I stå-øvelsen, som vi har trænet til bevidstløshed, fordi det var den, der gik dårligst, da vi var til begynderprøve, stod Pluto i 2 sek., hvorefter han drønede afsted hen til nogle andre hunde, der ikke var til prøve. Det samme gjorde sig gældende til indkaldet, hvor vi dog klarede hele øvelsen med undtagelse af, at Pluto i stedet for at sætte sig ved siden af mig, ræsede videre på nye eventyr. Og ved fælles-dækket tog han en tur mere.
På vej på nye eventyr.
Heldigvis var der da også ting, der gik godt, f.eks. næse-pinden (hunden skal hente en pind med førerens fært og ikke den neutrale pind, der ligger i feltet). Jeg havde haft pinden i lommen under hele øvelsen, og Pluto rendte med det samme hen og hentede den rigtige pind. 18 point ud af 20 mulige, jubiiii :-) De 2 to point røg fordi Pluto smed den foran mig i stedet for at sætte sig med pinden og vente på at få lov at aflevere.
Pluto i feltet efter næsepinden.
Springet gik fint, det plejer det også, og stillingsskiftet, hvor hunden skal skifte mellem dæk, sit og dæk 2 meter væk fra føreren, fik vi også pæne point i.
Spring.
Alt i alt blev det til 104 point ud af 180 mulige, bedre end jeg havde turdet håbe på, da vi forlod ringen, men ikke nok til at bestå. Så vi må på den igen...
Hvorfor Pluto lige valgte at vise sig fra sin fjollede side, ved jeg ikke, men en mulighed kan være, at han ikke er helt voksen, men pt. er i en psykisk modningsfase, som gerne skulle være overstået til efteråret. Vi skal ikke være verdensmestre, men det var nu alligevel frustrerende, at det ikke gik bedre, med alle de timers træning, der ligger bag. Og jeg VED, han kan, for vi har været programmet igennem indtil flere gange under forskellige forhold med mennesker, hunde osv. Men sådan kan det gå, og som instruktøren fra vores hvalpehold, der overværede prøven, sagde til mig, "hvor er det dejligt at se en sheltie med initiativ og mod på livet, han er da en skøn hund".
En sheltie er i flg. racestandarden en hund, der er reserveret over for fremmede - det kan man på ingen måde beskylde Pltuo for. Han er en lille selskabs-løve, der elsker at møde andre mennesker og hunde, og i forhold til problemerne med at have en sky og reserveret hund, er det jo kun dejligt. I dommerkommentaren til helhedsindtrykket står der: "Utrolig livlig hund, som tiltrækkkes af livet udenfor ringen". Så sandt, så sandt...
Alt i alt gik det ikke helt, som jeg havde håbet, men Pluto havde en skøn dag med mange oplevelser, og jeg fik hygget med de andre og spist grillpølser og drukket kaffe og spist kage.
Jeg jeg trøster mig med, at der var flere, der fik færre point end os, og så håber vi, det går bedre d. 21., hvor vi skal til den næste prøve.