Noget tyder på, at de sidste to måneders intensiv kontakt-indkaldstræning med Pluto har båret frugt. Nu, hvor det er lyst, når jeg kommer fra arbejde, var det torsdag eftermiddag tid til igen at indtage stranden og i det hele taget til at begynde at træne igen.
En af mine kolleger havde set isskruninger ved Greve, så det skulle jeg ned og se, om Amager Strand også kunne klare - det kunne den ikke. Jeg kan ellers meget tydeligt huske, at jeg har oplevet isskruninger ved Hellerup Havn i midten af 80'erne. Dengang var det så koldt, at havnen og noget af Øresund var frosset til, og jeg og min fætter var ude at gå på isen. Som jeg husker det, var isskruerne ligeså høje som mig (okay, indrømmet jeg var også kun en 6-7 år), så det var jo klart noget, jeg måtte se igen. Men på trods af de sidste mange ugers intensiv kulde, er det kun lagunen, der er frosset over, men ikke til - inde ved strandkanten er det en gang tø-smat. Ude på selve stranden mod Øresund, vipper store isklumper rundt i vandkanten, men der er et stykke tid, til vi bliver landfaste med Sverige.
Nå, men torsdag eftermiddag skinnede solen, og lyset var perfekt. Pluto løb frit, og på trods af at han et par gange stak efter nogle fugle, så stak han ikke rigtigt af, men kom efter mellem 1 og 6 kald. Ikke dårligt, når man tager udgangspunktet i betragtning.
Vi gik en frisk tur på lidt over ½ time, og bortset fra til og fra bilen var Pluto uden snor og med lige dele nysgerrighed ift. stranden og koncentration ift. mig. FEDT!!! Fredag har jeg tidligt fri, så allerede torsdag besluttede jeg, at vi skulle på stranden igen fredag og nu medbringende kamera. Desværre var lyset ikke spor fedt fredag - øv, øv.I stedet blev det til en tur i parken, igen med succes med indkald (på trods af fugle), og så forsøgte jeg at få lidt fart i Pluto til ære for kameraet. Det med fart er faktisk ikke helt nemt, når man både skal holde øje med hund, sig selv, kamera og ikke mindst sneen, men lidt kom der da i kassen. Efter en tre kvarters tid, hvor vi også lige mødte nogle andre hunde, gik vi hjemad, og så var det begyndt at sne. Og det sneede og sneede og sneede... Og det gør det stadig, de sidste billeder er taget efter 3½ times snevejr, som i flg. vejrudsigten er en snestorm, som vil tage til i løbet af natten. Fin aften til en hjemmeaften ;-)
Behøver jeg skrive, at jeg har en træt, sovende hund liggende i kurven nu?