lørdag den 29. juni 2013

Mmmm.... Indisk :-)

Jeg er vældig begejstret for indisk mad, og meget glad for min indiske kogebog. Den kommer som oftest i brug i weekenderne, da det er mad, der tager lidt tid at lave. Til gengæld smager det helt fantastisk. Slow food er bare bedre!

I dag stod den på Murgh Masala, som er kylling med karamelliseret løg, hvidløg og ingefær. Der til Kheere Raita og orientalsk brød. Jeg snød lidt og købte mig til brødet, opskriften sagde Chapatis, men det smagte nu stadig godt. 

mandag den 24. juni 2013

1 år efter

For præcis 1 år siden blomstrede ligblomsten i Botanisk Have for første gang i Danmark, og køen til Palmehuset var lang (her skulle så være et link til sidste års blogindlæg om ligblomsten, men det er på mystisk vis forsvundet).

Pudsigt nok er "vores" ligblomst en aflægger af ligblomsten i Bonn's botaniske have, og sørme om ikke den blomstrer nu. Cecilie og Kristian har været på stedet, og dokumenteret den imponerende plante: http://ancema.dk/2013/06/amorphophallus-titanum-aka-titanenwurz/

Jeg måtte naturligvis ud, og se hvordan ligblomsten har det nu, og det gror flittigt, som det ses på billedet.

fredag den 21. juni 2013

Et længselsfuldt suk...

Efter Kbh!

Da jeg i sensommeren skulle til begravelse, lavede jeg en bårebuket af, hvad jeg troede var de sidste blomster fra egen have, og da vinteren blev til forår, tænkte jeg, at nu havde jeg ryddet sne for sidste gang. Okay, det sidste kan muligvis godt være tilfældet. Men for pokker da, hvor går det trægt med at finde en lejlighed og flytte tilbage til byen :-(

Der er faktisk gået et helt år med at lede efter en lejlighed i passende størrelse, beliggenhed og med tilladelse til at holde hund. Der har været skrevet under på en købsaftale, uden at det blev til en flytning, og jeg er stadig hus- og ikke mindst haveejer i provinsen med dertilhørende 40-60 minutters kørsel i brandvarm bil hjem fra arbejde dagligt.

Nå, men det lykkes jo nok før eller siden. Indtil da vil jeg sidde og sukke længselsfuldt efter Kbh, mens jeg kigger i fotobogen København Con Amore, som jeg blev anbefalet af en af mine hundetræningskammerater, der blogger på emilysalomon.dk