Forsigtig optimisme

Jeg er så småt ved at være forsigtigt optimistisk mht. Pluto og vores indkald (sikke mange forbehold "så småt, ved at være, forsigtigt").

De sidste knap fire uger har jeg sluppet ham så godt som hver dag, og han er endnu ikke stukket af. Eller dvs. han stak lidt af nytårsaftensdag, hvor han på fritløbsarealet ved Ugandavej forelskede sig i en sort lab-tæve og lukkede ørerne. Og selv om han ret beset stak af, så kom han trods alt tilbage til mig. Altså da lab'en gik hen til sin ejers bil og skulle hjem...
Umiddelbart før det havde jeg ellers for første gang den ret overskudsagtige oplevelse, at det var mig, der stod og ventede på, at en anden hundeejer kom og hentede sin hund, efter at den og Pluto havde leget sammen. Hvad der lige fik Pluto til at komme hen til mig på det tidspunkt, ved jeg ikke, men det var sikkert for ikke at virke alt for overbevisende, at han så, ca. 3 minutter efter at jeg glædestrålende havde sms'et til en af mine supportere, at NU var det skam lykkedes, valgte at stikke af efter lab-tæven ;-)

Men bortset derfra går det helt forrygende. Jeg har benyttet mig af, at det:

1) har været meget koldt = ikke et øje, hverken mennesker, hunde eller fugle til at forestyrre i parken.
2) for det meste snedække = nemt at holde øje med Pluto i mørket

Som sådan er der ikke nogen hindring for at slippe Pluto, selv om der er andre hunde. På fritløbsområdet ved Ugandavej kan man gå en tur, og størstedelen af de hunde, man møder, er parcelhushunde fra de tilstødende kvarterer. Sådan er det desværre ikke i Lergravsparken, hvor der er mange venlige hunde, men desværre også nogle kamphunde-agtige-tingester, som jeg ikke er tryg ved. Især ikke i kombination med Plutos kæmpestore ego. Som udgangspunkt er Pluto en sød lille fyr, der gerne vil lege, og det fortæller han meget fint andre hunde. Problemet opstår, når der på et splitsekund sker noget mellem hundene, som jeg/vi som ejere ikke opfanger. Hvis så bare Pluto var i besiddelse af mere sund fornuft, end ego ville det være ok, men hvis nogen siger "svin" til Pluto, så svarer han igen. Og det er med blottet overlæbe og snerren og hele udtrækket. Det er ikke smart adfærd, når man er en lille hund på 6 kg, så jeg er over ham for som flokfører at vise, at jeg har tjek på det, og at jeg bestemmer, at nu skal vi ikke slås, men videre.
Der er en hvis sammenhæng mellem hunderace og ejer, og ejerne af de der agressive bæster holder sig indendøre i kulden. Det benytter jeg mig af, og derfor har Pluto dag efter dag igennem 4 uger været på fri fod, kommet når jeg kaldte, fået belønning og hilst på andre hunde (vel at mærke først efter at have fået lov). Fedt, fedt, fedt :-))))

Jeg begynder efterhånden at håbe på, jeg ender med en fornuftig hund, der kommer når jeg kalder. Da vi startede på hvalphold for knap 2 år siden, var mit mål at få en fornuftig hund, der kom, når jeg kaldte. Bevars, jeg har da fået en rimelig fornuftig hund, hvis fine temperament alle såvel i min omgangskreds som i hundeverdenen roser til skyerne (og det er jeg naturligvis glad for, det er bare som med alt andet, at man fokuserer på det, der IKKE lykkes). Jeg har også fået en hund, der kan en masse ting (apportere, dække, stå og sitte endda på afstand, hente en pind med min fært osv). Men komme når der bliver kaldt, det har godt nok ikke været det, der har været mest af på programmet.
Det er selvfølgelig møg hamrende frustrerende, men omvendt skal jeg ikke klage over at have en hund med mod på at udforske verden. Der er desværre mange sheltier, der er bange og nervøse hunde, og det kan man jo så ikke anklage Pluto for - tværtimod. Og tak for det! Så må jeg i den anden ende af snoren finde tålmodigheden frem. Heldigvis kommer der efterhånden flere og flere succes'er, og den endelige prøve på vinterpausens hjemmetræning (vi har kun trænet indkald/kontakt siden november) bliver, når vi starter træning igen d. 30. januar. På Kastrup Havn hvor der er mange andre hunde og ikke mindst fugle...