I morgen er det d. 2. januar, det var min morfars fødselsdag, og havde han levet ville han i morgen være fyldt 95 år. Det gør han desværre ikke, så i stedet skal dagen gå med sportur på Fælleden, og senere på dagen skal jeg være hjælper på AAL's agility light-vinter-træning.
Pluto har vist sig at være overordentlig god til at gå spor, og selv garvede jagthundefolk, som vi går med, er meget imponerede. Det er jeg egentlig også, og det er en helt fantastisk oplevelse at stå ude i stilheden og se sin hund arbejde dybt koncentreret og selvstændigt.
Mens sporet får "alder" får vi kaffe og kage og vender verdens situationen, og jeg besluttede mig til at bage til vores nytårs-spor. Jeg så nemlig Det Søde Liv på DR1 med Mette Blomsterberg forleden. Hun lavede kransekage, og det så faktisk ikke så svært ud, så det skulle jeg prøve.
![]() |
| Der blev 30 stykker kransekage af en halv portion dej. |
Det viste sig at være super nemt, og som så meget andet hjemmebag smager det væsentlig bedre end købe-kage. Jeg har helt bestemt købt min sidste kransekage, fremover bliver den hjemmebagt. Marcipan, æggehvide og flormelis -ælte, ælte - en tur i køleskabet, forme og bage og vupti har man kransekage.
Jeg valgte at lave stykker og ikke en top, og så er jeg ikke helt så dreven i sprøjteglasur som Frk. Blomsterberg, men som så meget andet håndværk gør øvelse mester. Resultatet smager super godt. Nydes til en kop te og Nytårskoncerten fra Wien, som jeg optog i formiddags :-)
![]() |
| Hvis man øver sig længe nok, skal det med glasur nok komme, det her er de sidste stykker. |
Og her er så opskriften og et billede af en kransekagetop: http://www.dr.dk/DR1/det-soede-liv/Opskrifter/2010/Jul/uds_4/20101217091258.htm


Ingen kommentarer:
Send en kommentar