søndag den 9. oktober 2011

Agility-succes

Det går fremad med Plutos og især mine agilityudfoldelser!
2. del af TAK (Taastrup Agility Klub)'s Pokalturnering 2011 løb af stablen i september, og sørme om ikke Pluto og jeg bidrog positivt til, at Amagerlands for 2. år i træk fik pokalen med hjem.
Pokalturneringen er en holdturnering, hvor man løber på hold med hver 5 deltagere, dvs. et hold kan være sammensat af både gode og mindre rutinerede hunde og førere, og så er det den fælles indsats der tæller.

Vi (altså Pluto og jeg, ikke holdet) blev desværre disket i agility pga. førerfejl. ØV! Der gik kludder i vores slalom, og i stedet for at gå tilbage og starte forfra, fik jeg guidet Pluto forkert igennem, hvilket resulterede i et disk. Nå, men så blev man den erfaring rigere. Springbanen var temmelig svær, og jeg havde ikke forventet, vi ville gennemføre. Faktisk blev jeg kortvarigt grebet af panik efter ca. 1/3 af de nogen og 20 forhindringer, for jeg havde forventet, at vi allerede der ville være disket. Men vi løb videre, og det gik forrygende.

Amagerlands Jordfræsere (vores hold) vandt både i agility og spring, og vores 2. hold, Højdespringerne, blev nr. 2 i spring. I flg. de hardcore hundesportsfolk vinder man pokalen til ejendom, hvis man vinder den 3 gange i træk, så vi har noget at kæmpe for til næste år.

Ingen kommentarer: