mandag den 6. januar 2014

Juleblog 24. december


Første sight på dagens tur var Majorelle-haven, som var anlagt af en kunstner ved samme navn, og efterfølgende været have for Yves Saint Laurent, der havde sin Marrakesh-bolig i den tilhørende villa. Begge dele er nu ejet af YSL-fonden, og haven er åben for offentligheden.
Det var et meget smukt sted, fredfyldt med palmer og kaktus, rislende vand og klare blå, turkis og gule farver.

Efter frokost var vi nogle stykker, der gik på Musee de Marrakesh, hvor det dog viste sig, at bygningen var mere spændende end udstillingen. Efter et glas friskpresset appelsinjuice i museets gårdhave, begav vi os tilbage mod hotellet, og det blev til noget af en tur gennem souk'en og lokalmiljøet, inden vi fandt ud og hen i den nye bydel.

Tilbage på hotellet havde vi et kort hvil, inden turen gik til en marrokansk restaurant i den absolut bedre ende, hvor vi spiste julemiddag bestående af marrokanske salater (forskellige tilberedte grøntsagsretter), oksetagine med svesker og mandler, og til dessert sprød butterdejskage med en form for mælkecreme.

Juleaften sluttede på hotelværelset, og traditionen tro med midnatsmesse fra Peterskirken - helt som en juleaften plejer at slutte. Ellers dvs. næsten for italiensk tv sender direkte, og den snydepels af en pave begynder åbenbart før midnat. Det var i hvert fald kun lidt, jeg fik set, og det hele sluttede inden midnat.

Ingen kommentarer: