Nu, hvor det pga. hormon-kuk i hovedet på Pluto ikke helt gik som planlagt til klasse 1 prøven, har jeg lagt en ny plan, inden vi skal til kåring i Rødovre på søndag. Vi træner nu 5-10 minutter, går lidt, leger lidt, og så får Pluto lov at søge lidt godbidder spredt i græsset. Det sidste er han sjovt nok meget koncentreret om.
Apport-øvelsen går det også bedre med, det har ellers set meget sort ud...
Pluto har overhovedet ikke interesseret sig for at hente apporten, men kigget på mig med et blik, der sagde: "hvis du kan kaste den væk, kan du nok også selv hente den igen". Klog hund jeg har ;-) Efterhånden lykkedes det så, at få ham til markere apporten, som om han tænkte "nå ja, okay, hvis du er så blind, at du ikke kan finde en neongrøn apportbuk på et stykke lavt græs, kan jeg da godt vise dig, hvor den er". Og så rendte han ellers tilbage og ventede på, at jeg satte noget sjovere i værk. Men nu... henter han faktisk apporten, af og til bliver den tabt på tilbagevejen, men den ender ved mine fødder. Fedt med lidt fremgang!
Strengt taget, skal vi ende op med, at Pluto sidder på plads med apporten i munden og først afleverer den på kommando "slip", men det når vi ikke til på søndag. Og det gør heller ikke så meget, for som vores flinke instruktør siger, så handler det til begynderprøven mest om, at hunden forstår kommandoen og udfører den, de små detaljer tager vi med næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar