Derfor var vi også ude og træne lydighed, inden jeg skulle til Fredagsrock i Tivoli, fredag aften. Inden koncerten med Tina Dickow spiste jeg og veninderne i Perlen, hvor Den Skaldede Kok har overtaget køkkenet. Det var super lækkert, og kan varmt anbefales, og taget i betragtning det var i Tivoli, var det heller ikke urimelig dyrt. Vejret var rigtig "Tivoli-vejr", så det blev en dejlig aften.
Lørdag startede jeg dagen med en løbetur, og derefter lidt træning af Pluto, inden turen gik til Jægerspris, hvor min veninde Lisbeth holdt sommer-farvel-fest, inden hun sidst på måneden tager til Afghanistan. Det blev til en hyggelig eftermiddag, hvor vi spiste og drak og blev godt varmet igennem af pinsesolen.
Søndag var der igen en løbetur på programmet, og så skulle jeg lige forberede lidt af mandagens frokost, inden jeg skulle til foredrag med Dalai Lama. Egentlig var Dalai Lama ikke en, jeg selv ville opsøge, men da nu en af mine veninder havde en billet i overskud, tænkte jeg, at jeg da godt kunne holde hende med selskab.
Dalai Lama var meget uhøjtidelig, havde humor og talte om at være et godt menneske. Dette stod i skærende kontrast til de mange meget højtidelig tilhørere, primært kvinder omkring de 40 og iført indisk inspirerede tunikaer med perlebroderi, som sendte dræberblikke mod utålmodig børn, og voksne der tillod sig at tale. De hilste på giraffen - undskyld lama'en - på tibetansk, og skriblede efterfølgende notater ned, som om det galt livet ;-)
Som sagt talte Dalai Lama om at være et godt menneske, om at bruge sin viden med fornuft osv. Alt i alt ikke noget nyt under solen, i hvert fald ikke hvis man som os kommer fra den kristne, vestlige verden. Men man må give ham, at han er god til PR. Han rejser verden rundt og henleder opmærksomheden på tibetanernes sag, samtidig med at han får store summer ind i entré, og taler om at vi skal opføre os ordentlig og være gode ved hinanden. Var man stået lidt før op og havde bænket sig i kirken, havde man fået samme budskab. Men så er det også oplevet, og det er jo ikke noget, man tager skade af.

Mandag skulle jeg have besøg af min moster og onkel, som udover at spise frokost, havde mine nye gardiner med. Min moster er utrolig dygtig til at sy, så jeg spurgte i foråret, om det var ok, at jeg ønskede mig nye gardiner af hende til min fødselsdag? Det var det, for "det er jo ingenting at lave". Nej, nej da, i hvert fald ikke hvis man kan :-)
Vi startede med en ægte "old school" pinsefrokost, som man kan se af billedet:
Gardinerne er en lille smule for lange, men de skal lige vaskes, før de bliver lagt rigtig op. Det skal jo gøres ordenligt. Her er et par billeder af de nye vinduer med nye gardiner, desværre drillede blitzen mig lidt i soveværelset, så billedet der fra blev lidt mørkt.
Her på det sidste billede kan man måske se, at gardinerne har lidt mønster, og så kan man se min orkidé, som jeg er meget stolt af. Jeg fik den til min fødselsdag i 2007, og den har overlevet OG blomstret mange gange siden.
Det var så den pinse, men kom ikke og sig, at jeg ikke har fået noget ud af den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar