fredag den 24. juli 2009

Sommertræning

Selv om det er sommer og ferietid, træner Pluto og jeg stadig. Ikke så intensivt som resten af året, men lidt for at holde "hjulene" i gang. Den ene del af vores sommertræning foregår i Amagerlands, hvor vi træner Rally Lydighed, og den anden del er individuel træning af apport og indkald.


I Amagerlands arrangerer man i sommer- og vinterpausen aktiviteter for medlemmerne i form af hjernetræning (idéer til at aktiviere hunden mentalt, det var vi til i vinter), ringtræning for dem der vil på udstilling, og så altså Rally Lydighed. Det sidste kan vist bedst beskrives som en blanding af traditionel lydighed og agility. Det er ikke en sport, jeg gider dyrke til hverdag, men det er fin og hyggelig aktivering af såvel Pluto som undertegnede. Man går en bane med 16 opgaver, som varierer fra at gå 360 rundt om sig selv, over slalom og spring til at gå forbi en madskål med guf samt alm. plads og dæk. Hvis man er helt vild for vide mere, kan skiltene ses her: http://www.rally-lydighed.dk/

Juli måned har rent vejrmæssigt været meget typisk for en dansk sommer. Vi har trænet i bagende varme, hvor banen lå i skygge, og vi skyndte os ind mellem træerne i pauserne, i blæst og smågrumset vejr, i dejligt sommeraftens-vejr - lunt og med let vind, og i går sluttede vi så af med 2½ time i silende regn, blæst og af og til torden. Vi var driv våde, da vi kom hjem...


Vores individuelle træning med apport og indkald kræver lidt mere. Pluto er, som jeg før har nævnt her på bloggen, en meget social hund med et markant hyrdegen. Ser han en anden hund, drøner han hen til den, og ser han en stor fugl, er han over alle bjerge for at jage den væk. Og hans ører lukker helt i, når han først er afsted. Det er selvsagt lidt upraktisk, da det dels ikke er alle hunde, der er venlige, og dels er mindre heldigt, at han stryger afsted og glemmer, hvor han hører hjemme. Nå ja, og så er jeg ikke sååå vild med at rende og råbe på ham og på alle måder ligne en, der ikke har styr på sin hund, hvad jeg jo så heller ikke har ;-)

For at få lidt hjælp allierede jeg mig med Søren fra orkester, som udover at være en dygtig trommeslager også er en meget dygtig hundefører og træner. Og det var helt utroligt, hvad erfaring og nye øjne gjorde ved sagen. I løbet af 1½ time fik jeg Pluto til at tage apporten og først slippe på kommando "slip", og jeg fik også et trick til at pille hans konstante gøen ud af ham.

Vi har siden trænet med apporten hver dag, og nu kan jeg få Pluto til at tage den, gå ca. 10 skridt med den i munden, sætte sig og aflevere på "slip". Når Pluto er blevet helt fortrolig med den del af øvelsen, er næste skridt, at han selv henter apporten, men da det største problem har været at få ham til at beholde den i munden, tror jeg ikke, det bliver så svært igen. Apportøvelsen skal bruges, når vi skal træne i Rødovre, hvor apporten indgår i lydighedsprogrammet.

Indkaldet og kontakten, når Pluto er uden snor, kniber det til gengæld lidt med. Der er en lille fremgang at spore, når jeg kalder, mens han er i snor og har fået øje på en anden hund. Jeg vil tro, det lykkes at få hans opmærksomhed ca. halvdelen af gangene, og derefter sige "fri", før han går hen og hilser. De gange vi har mødt et par fugle, har jeg til gengæld ikke haft megen succes, men jeg vil ikke give op endnu, så vi træner stædigt videre :-)


Der kommer ikke så mange billeder ud af at træne hund, men her et billede af den lille terrorist, taget i Kongelunden da han var ca. 1 år.


Ingen kommentarer: