torsdag den 24. september 2009

Back on the blog

Der går lidt langt mellem blog-opdateringerne for tiden. Årsag: For meget der skal nåes på for lidt tid!

Tiden drøner afsted for mig (med mig???), og dagene nærmest forsvinder i bunker af arbejde (der er mange, der ikke helt har fattet, at man ikke kan arbejde, når man er på kursus og holder ferie), orkester og hundetræning. Men mht. til bunkerne på skrivebordet, så har jeg jo solgt min arbejdskraft, ikke min sjæl, så jeg når det, jeg når - inkl. en hulens masse møder - og så må resten ellers vente, til jeg er tilbage igen.

I lørdags var jeg ude og spille med Sjællands Politiorkester i anledning af faneindvielse og afsløring af mindesten hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi. Lørdag var det 65 år siden, politiet blev interneret under besættelsen, og i smukt solskinsvejr blev en mindesten for kredsens faldne afsløret samtidig med, at politiforeningens nye fane blev indviet. Det første gav stof til eftertanke, fordi det stadig efter 65 år trækker tråde til nutiden, hvor nogen enten kendte nogen, der var i kz-lejr, eller selv havde oplevet krigen. Det andet var en voldsom højtidelig omgang med slåen søm i for Dronning og Fædreland, og med nogle lidt sjove facts fra Danmarks Samfundets formand. F.eks. vidste jeg ikke, at vi i Danmark ikke har nogen flaglov, men at alt vedr. Dannebrog varetages af den frivillige og upolitiske forening Danmarkssamfundet. Interessant når man tænker på, hvordan der efterhånden snart er love og regler for alt og alle...

Søndag var jeg i biografen og se "Pigen der legede med ilden". Den var som 1'eren "Mænd der hader kvinder" rigtig god, og fulgte fint bogen, selv om en hel del var udeladt.

Denne uge har igen budt på arbejde, og en tæt pakket fritid, men det lysner lidt med udsigten til oktober, hvor der først er kursusdage i slutningen af måneden, hvor der er en efterårsferie med fred på kontoret, og hvor hundetræningen på Amager ligger om lørdagen. Om sommeren træner vi mandag aften, hvilket betyder 3 aftener hjemmefra for mit vedkommende, mens vi om vinteren træner lørdag formiddag. Det sidste foretrækker jeg så afgjort.

I det hele taget ville jeg have tid til en masse ting, hvis jeg bare ikke skulle arbejde ;-)

Ingen kommentarer: