Gavn af Facebook

I denne uge havde jeg for anden gang gavn af Facebook, og ikke kun brugt siden som hygge-tidsfordriv-(tidsrøver?).

Første gang var, da jeg i foråret skulle have trykt orkesterlogo på de jakker, vi fik i orkestret ifm. vores Landsstævne. For at firmaet kunne trykke logoet, skulle de have det leveret i et andet format end jpg, som jeg havde. Det andet format, som jeg allerede har glemt navnet på, var ikke lige noget standard i min verden, og ligegyldig hvem jeg spurgte, var der ingen hjælp at hente. Til sidst efterlyste jeg hjælp i min Facebook-status, og vupti! 8 minutter senere var der svar fra en af mine venner.


Men tilbage til denne uge. I dagligdagen har jeg mit id- og adgangskort til Universitetet siddende i en klips i kanten af min bukselomme. Det er nemt, fordi det er ved hånden, når jeg skal ind af en dør, og det hænger synligt, så alle kan se, at jeg har noget at gøre i bygningerne.
På vej hjem i onsdags havde jeg åbenbart glemt at lægge det i tasken, inden jeg hoppede på cyklen, og havde derfor tabt det. Det havde jeg ikke selv opdaget, men da jeg loggede på Facebook, lå der en besked fra to piger på 13 år, som skrev, at de havde fundet et id-kort til Universitetet, og at der stod mit navn på. Hvis det var mit, kunne jeg ringe til dem på et mobilnr.

Det var jo super sødt af pigerne, og sparede mig for en masse bøvl med at få kortet lukket, åbnet et midlertidigt og bestilt et nyt. Jeg ringede straks til dem, og vi aftalte, at jeg skulle komme forbi deres skole på Østerbro, når de fik fri torsdag eftermiddag.
Som tak for hjæpen fik de hver fire fribilletter til museet, og så takkede jeg dem for, at de var så ærlige, og gad gøre noget for at jeg fik mit kort igen.
Jeg synes, det er lidt sjovt, at de som det naturligste i verden, tjekker Facebook for at finde mig, og ikke googler eller går ind på Universitetets hjemmeside, men det er nok bare sådan børn og unge kommunikerer idag.

Da jeg cyklede derfra, kom jeg til at tænke på, at jeg håbede, de havde sagt til en voksen, at de havde aftalt at mødes med mig. Af og til hører man jo strækkelige historier om voksne, der misbruger børns tillid via nettet, og jeg havde faktisk både deres navne, den enes tlf.nr., og vidste hvor de gik i skole. Og selv om der ikke er noget galt i at hente sit id-kort foran en skole, var jeg ikke sikker på, de havde tænkt den tanke til ende. Jeg tyggede lidt på sagen på hjemvejen, og endte med at skrive til dem, at jeg var meget glad for deres hjælp, men at jeg håbede, de havde fortalt til en voksen, at de skulle mødes med mig, og hvis ikke at de så ville gøre det, hvis de en dag kom i en lignende situation.
Jeg syntes selv, jeg lød FRYGTELIG gammel, da jeg sad og skrev, og de synes helt sikkert også, at jeg er det, men det lever jeg fint med, hvis det betyder, at de har det i baghovedet til en anden gang.
Et eller andet sted er man vel lidt halvgammel, når man står og kigger på de der piger på 10-12 år, der alle går med benvarmere og tænker: "ja, ja, sådan nogle havde jeg også en gang". Altså sidst de var moderne. I 80'erne. De var lyserøde... ;-)