mandag den 6. september 2010

TAK Cup

Søndag var Pluto og jeg til vores første agilitystævne, og vi kom hjem med en 3. plads :-) Meget glade og stolte! Eller rettere sagt jeg var (og er), Pluto er vist mest interesseret i den spiselige præmie.

De glade vindere.
TAK står for Taastrup Agility Klub, og de holder hvert år et venskabsstævne, hvor de inviterer ligesindede klubber til en venskabelig dyst i agility i 3 rækker. Superbegynder for dem, der har gået op til ½ år, begynder for dem, der har gået mellem ½ og 1 år, og en øvede for resten. Øvede-rækken løber to gennemløb i spring og to i agility, og deles derefter op i en A- og en B-finale, således at det er dagsformen, der afgør, om man er letøvet eller øvet. Superbegynderne løber 2 gennemløb af en meget nem agilitybane, og gennemsnittet af de to løb giver så resultatet.
Stævnet er udpræget hygge, og der er plads til alle niveauer uden sure miner, inkl. hunde der løber ind på den anden bane (og det var altså IKKE Pluto), selv om der konkurreres på en seriøs måde. Så det var et stævne, der tiltalte mit ret beherskede konkurrencegen - "fint, fint, vi skal gøre det ordentligt, men ikke på bekostning af hyggen".

Pluto og jeg stillede som sagt i superbegynderrækken, og det gik forrygende. På trods af at det var et fremmed sted, fremmede redskaber i en anden farve end han er vandt til, og ikke mindst at der var rigtig mange gøende hunde på sidelinien, så var Pluto meget koncentreret og løb SÅ godt. Fokuseret på mig, men ikke mere end at han selv søgte forhindringerne, så det var stor succes. Også da vi havde løbet og kun skulle hygge og heppe med og på resten af Amagerlands-holdet.






Hygge i Amager-lejren.
Nå ja, og så fik jeg lige livetestet, at Pluto er skudfast. Der ligger nemlig en skydebane ved siden af agilityklubben, og de plaffede lystigt løs. Pluto var helt og aldeles total ligeglad, men det var synd for de hunde, der ikke er glade for skyderi.

Ingen kommentarer: