søndag den 24. maj 2009

Endnu en koncert i regnvejr...

Søndag d. 24. maj var der for 30. gang Copenhagen Marathon, og Sjællands Politiorkester skulle traditionen tro spille på Trianglen. Hvor mange gange orkestret har medvirket i Marathon-underholdningen, ved jeg ikke, men vi har været med alle de 11 år, jeg har spillet der.

Marathon arrangementet er ret langt ift. vores normale koncerter, vi starter kl. 10, når de første løbere passerer, så holder vi en pause på knap en time, mens løberne er ude på ruten, og så spiller vi yderligere 2½-3 timer, mens de i et mere spredt felt passerer Trianglen for 2. gang efter ca. 35 km. Så det er også lidt af et Marathon for os.

Da jeg af erfaring vidste, at jeg næppe gad løbe ugens sidste tur, når jeg kom hjem efter 4 timer på Trianglen, overvandt jeg mig selv og stod op kl. 7 for at nå at løbe inden. Det blev til en dejlig tur i morgensolen nede ved stranden, og efterfølgende cyklede jeg til Østerbro - også i solskin. Koncertens første tre kvarter var vejret fint, men så...


I den første pause begyndte til at smådryppe, og drypperiet blev til regn, som fortsatte, mens vi sad i bilerne og spiste frokost og drak kaffe. I modsætning til sidste lørdag, hvor vi skulle ligne de øvrige landsstævne-musikere, kunne vi i dag iføre os vores regntøj, som nu endelig fik premiere. Så på med regntøjet og ud i regnen og spille for de mange løbere. Det var vådt og småkoldt! Men selvfølgelig hyggeligere og knap så ubehageligt som at skulle løbe 42 km i våde sko og vådt tøj.

Koncerten gik efter omstændighederne godt, og de muntre kommentarer var der mange af, men efter en times tid var det ligesom ikke sjovt længere. Vi holdt dog ud, til klokken var næsten 14, og de sidste løbere kom forbi. Da koncerten sluttede, var det selvfølgelig holdt op med at regne, så min cykeltur hjem foregik i tørvejr. Til gengæld måtte noder, cornet, uniform, taske m.m. til tørre, da jeg kom hjem.

Jeg har ikke nogen billeder fra i dag, men her er to fra 2007, hvor det hele foregik i solskin.




Ingen kommentarer: