Bonn - del tre

Vejrudsigten for torsdag havde meldt regn hele dagen, så jeg havde medbragt både paraply og jakke. Det skulle vise sig at være en god investering, det sikrede mig nemlig tørvejr og sol på hele ferien.

Cecilie og jeg havde talt om at køre en tur i omegnen omkring Bonn, og eftersom vejret ikke så for godt ud torsdag, lagde vi turen denne dag, da det ikke ville gøre så meget, hvis vi skulle køre i regnvejr. Regnen kom imidlertid om natten, så selv om det var lidt køligere end de foregående dage, var det fint solskinsvejr, da vi trillede ud af Bonn.

Bonn må, så vidt jeg kunne se, ligge lige på grænsen til bjergene, for kiggede eller kørte man mod nord og vest, var der fladt og landskab som i Danmark, mens der mod syd og øst var de typiske bløde bjerge, som man ser i Rhinlandet. Det første stykke af vores tur gik gennem almindeligt landbrugsland og en lidt større by, inden vi kørte ind i naturområdet Eiffel, som var målet for vores tur. Første stop gjorde vi ved Ordensburg Vogelsang, som er et af de største, bevarede levn fra Nazi-tiden http://en.wikipedia.org/wiki/Ordensburg_Vogelsang

Udsigten fra Vogelsang, "Nationens" fremtidige ledere boede i hvert fald kønt.

Stedet var oprindelig bygget som uddannelsescenter for "Nationens" fremtidige ledere, og at dømme efter størrelsen skulle der uddannes ledere nok til at overtage hele verden...

Anlægget var kæmpestort og meget germansk. Alle bygningerne var tomme, og vi kunne på nogle skilte læse, at anlægget fra 1945 til 2006 (altså i over 60 år!!!) havde været brugt af den belgiske hær. Men selv om man kun kunne se ind af vinduer og gå forbi bygningerne, fik man et fint indtryk af, hvilket storhedsvanvid, der lå bag.
Cecilie og jeg gik og talte om, at det ville være svært at bruge anlægget til andet end museum, og mit gæt var, at en fond med tiden ville skyde penge i et museum for oplysning om Nazi-tiden. Jeg gættede rigtigt, fandt vi ud af, da vi kom til en åben bygning med et "visitors center". Der havde faktisk allerede været afholdt arkitektkonkurrence, og i løbet af et par år vil bygningerne være åbne for offentligheden, dels som museum og dels til brug for information om naturområde Eiffel.

Ordensburg Vogelsang.

Fra Vogelsang kørte vi videre gennem de førnævnte bløde bjerge og nød den smukke natur omkring Rursee, hvorefter vi kom til Woffelsbach, som lå nede ved selve søen og emmede af tysk idyl. Vi var efterhånden blevet småsultne, og besluttede at finde et sted og spise frokost i Woffelsbach. Det viste sig dog at valget stod mellem to spisesteder, som udefra lignede hinanden til forveksling. Vi gik ind på det ene og blev præsenteret for et menukort med alt fra græsk gyros over spaghetti til "Schnitzel mit pommes". At dømme efter den kraftige lugt af stegeos, blev vi enige om, at vi, for at undgå stor skuffelse over det internationale køkken, skulle holde os til det klassiske tyske køkken, da det formentlig var det, de var bedst til. Det blev derfor til to gange schnitzel med tilhørende pomfritter, og sørme også en lille skål salat. Kødet var udemærket, og der var rigeligt med mad, men det var nu også en lidt tung omgang.

Udsigt over Rursee.

Oven på frokosten kørte vi videre gennem Eiffel til Abteil Mariawald, som var et lille kloster med tilhørende kirke og bedesti (eller hvad man nu kalder sådan noget). Klostret lå meget smukt, og vi holdt en pause, hvor vi så kirken, gik lidt rundt og spiste vores medbragte jordbær, inden vi kørte tilbage mod Bonn.

Abteil Mariawald.

Vores køretur tog lidt over fire timer, og vi fik set en masse af landskabet og nogle sjove attraktioner undervejs, som man ellers ikke ville komme forbi. Tilbage i Bonn satte jeg mig ud på mit værtspars dejlige terrasse med min bog, og da det blev aftensmadstid, var Cecilie og jeg stadig så mætte af Schnitzel mit pommes, at vi "nøjedes" med en rugbrød med pålæg og lidt salat. Kristian fandt sig pænt i, at der ikke kom varm mad på bordet ;-)