Oven på et par hyggelige dage med julerier, afslapning, hygge, mad og gaver, må jeg lufte lidt frustration - en julehistorie, der sikkert er til at grine af til næste år:
Jeg vil umiddelbart tro, at mine julegaver til min fætter og kusine er dem, der tager distancerekorden. Gaverne, hvis indhold jeg ikke vil afsløre (det kunne jo være, nogen læste med), er købt i et outlet i New Jersey , USA. Herfra er de fragtet til Manhatten, New York, med bus, og igen tilbage til New Jersey, Newark lufthavnen, og i min kuffert læsset ombord på flyet til Kbh. og derefter med metroen hjem.
Hjemme har de ligget og ventet nogle måneder på, at det skulle blive jul, og lørdag før jul havde jeg aftalt med børnenes mor, at jeg skulle komme forbi Roskilde med gaverne, så hun kunne få dem med til Svendborg, hvor hun og børnene skulle fejre jul. Desværre havde vi ikke lige fået aftalt, hvornår jeg skulle komme, så der var ikke nogen hjemme, og jeg tog så gaverne med retur til København. Søndag til tirsdag lå de så i min bil, og var med en tur i Taastrup og til og fra arbejde mandag. Nu var aftalen nemlig, at jeg skulle aflevere dem hos min anden faster, der bor i Valby. Fint nok, det gør jeg onsdag, når jeg kører hjem fra julebordsdækning hos min mor i Taastrup. Efter jeg flyttede hjemmefra, er det næsten blevet en tradition, at min mor og jeg dækker julebord lillejuleaften og drikker eftermiddagste.
Julebordet, fotograferet med blitz så detaljerne bliver lidt tydeligere.
Under dækningen af julebordet, ringede min far - min faster havde mistet sine nøgler og kunne ikke komme ind. Jeg har en nøgle til min fasters hus, men havde ikke taget den med, fordi gaverne var så smalle, at de kunne afleveres mellem dørene i hendes dobbelte hoveddør, så jeg ikke behøvede at gå ind. Til gengæld kunne jeg da i hvert fald hente min faster, og vi kunne køre hjem til mig og hente nøglen og tilbage igen.
Julebordet blev hurtigt dækket færdigt, og så kørte jeg (og julegaverne) til Valby, samlede min faster op og kørte tilbage til Amager. Her ventede min faster i bilen, mens jeg gik op efter nøglen. Og praktisk som jeg nu er, medbragte jeg selvfølgelig noget fra bilen. Blandt andet posen med gaverne...
Tilbage i Valby fik vi låst min faster ind, og da jeg skulle gå, nåede jeg at sige "du skal lige have gaverne til Erik og Eva", før jeg kom i tanke om, at de da lå i den pose, jeg lige havde båret op i min lejlighed. For pokker da også... alt det bøvl og alle de kilometer.
Havde jeg været en tegneseriefigur, havde der stået røg ud af mine ører, og min talebobbel havde været fyldt med #%??%¤/"%#?=
De berejste gaver, der stadig ligger hjemme hos mig...
Nå, men uanset min idé om, at min fætter og kusine skulle have en jul fyldt med gaver, så orkede jeg ikke at bruge min aften på endnu en tur til Amager og tilbage til Valby. Ærgerligt, ærgerligt... Nu får børnene så deres gaver, når vi mødes til Hellig 3 Konger hos min faster.
Men ellers blev det en juleaften helt efter traditionerne med god mad, julesange, gaver, knas og småkager i familiens skød, og ligeså traditionelt en juledag med afslapning og hygge.
Julebordet, fotograferet uden blitz så stemningen er hyggeligere ;-)
Flæskestegen, der næsten ligner noget fra en kogebog.
Juletræ og gaver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar