Jeg skal ganske vist have skrevet en mail til min chef, om et møde jeg var til i dag, men det er så lille en opgave, at jeg mener, jeg har ferie fra nu, og at det går med en enkelt arbejdsopgave på feriens første dag.
Sneen har væltet ned hele dagen, og over middag begyndte den for alvor at lægge sig. Jeg skulle til møde i Bredgade, og havde planlagt at gå på ferie efter mødet. Derfor skulle jeg ikke tilbage på kontoret, og da parkering omkring Bredgade er svært og dyrt, havde jeg valgt at tage bus og metro. Det skulle vise sig at være en god plan, da gader og fortorve var smattede og glatte, da jeg begav mig hjemover.
Når man ikke skal så langt, og turen med metroen forløber planmæssigt, er det faktisk lidt hyggeligt at se sneen dale ned over København. Hjemme gav jeg Pluto snor på, og så gik vi en lang tur i snevejret, og Pluto fik lov at lege og snuse - igen i dag uden at stikke af, dejligt. Men når man er en lille hund med fart på, der giver den max gas ude i sneen, kan man godt blive lidt træt...
De næste 14 dage står på jule- og nytårshygge, stueindretningsprojekt og koncerter med Sjællands Politiorkester. Starten går om lidt, når DR sender Julehilsen til Grønland med DR Big Band. Som jeg husker det, var Julehilsen til Grønland noget, der blev sendt en søndag eftermiddag op mod jul, og var meget højtideligt og tog et par timer. Men det har åbenbart flyttet sendedag, er skåret ned til 1 time og er blevet peppet op med Big Band'et, eller også husker jeg helt forkert. Det sidste er bestemt en mulighed, jeg troede indtil for ganske få år siden, at Statsministerens nytårstale 1. januar tog 1 time, men den tager vist kun et kvarter-20 minutter ;-)
Hvorom alting er, er det en del af juletraditionen, og det skal ses fra sofaen med te og knas inden for rækkevidde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar